Bydel, byggefelter og en blå himmel
Linen vibrerer i blæsten, og dragen trækker af sted med én. Hvis alle holder fast, ryger ingen til vejrs. De voldsomme kræfter i vind og drage efterfølges af fryd og koncentration. En tyk line og børnehandsker på hver barnehånd sikrer, at drageflyverne ikke får brandvabler i håndfladerne, når drage trækker opad.
Vi er ude i frisk vind midt i Gellerup. Forbipasserende børn kommer til og deltager i flyvningen. Voksne bidrager med kommentarer og gode råd.
Kameraet dingler rundt under dragen og optager på automatik hvert femte sekund. Jeg aner ikke hvad der sker deroppe. Det sker med tilfældet som princip. Det er næsten altid smukt.
Flyvepladserne opsøger vi mellem opkørt jord, stabilgrus, samlebrønde i stabler, røde snoede tomrør, forsyningsveje, oplagringspladser, opbevaringscontainere, byggehegn samt fodboldklubbens ACFCs udstrakte og hypergrønne kunststofbane, der næsten altid sniger sig ind luftoptagelserne som et visuelt holdepunkt i hjertet af Gellerupparken.
“I alle fotografier finder vi den samme handling. Afskæringen af et stykke tid og rum; opbevaringen af det, mens resten af verden fortsat ændrer sig (…)” skrev Christian Mertz.
Man kan få en oplevelse af, at luftfotografierne bliver bedre med tiden. Der er en indbygget dramatik i optagelser, som er sket samme sted med års mellemrum. Alle pixels – hver og én – rummer spor. Efter flyveturen er der hjembragt genkendelige dele af bydelen. Fotograferingen indebærer en slags insisterende gensvar til alle forehavenderne nede på jorden. Klik – klik – klik!
For en tid kan vi finde flyvepladser. Byggeprocesserne slutter en dag, men noget er fæstnet i et øjeblik. Der foreligger fx en hoben digitale optagelser og storformatprint. Optagelserne bliver vist i kanten af Karen Blixens Boulevard, ved arrangementer og ved projekter i Sports- og kulturcampus. Bydelen befinder sig i en accelererende forandringstakt, og vi møder dermed et pres på både fælles erindring og på demokratiske processer.
Det er min tanke, at fx spor og genkendelsen udgør størrelser, der trods alt kan støtte orientering og oplevelse af handlerum for beboere og andre, som er tæt på livet i Gellerupparken. – Luftfotos, som er blevet til, mens der findes rester af det gamle og udgravninger til det nye, har muligheden for at tilbyde både forankring og måske et ståsted midt i byens forandring.
Undervejs har vi indtaget lidt af himlen over blokkene og har samtidig gemt samling af billeder fra bydelen…
Lars Henningsen, Sigrids Stue. Initiativtager til Vi flyver som vinden blæser
Link: www.visualremarks.dk > By som billede
Projektstøtte: Gellerup Kulturmidler
Citat: Christian Mertz er citeret fra Lars Kiel Bertelsens bog: Lars Kiel Bertelsen Fotografiets grå mytologi. Historier på kanten af et medie. Politisk Revy/Rævens Sorte Bibliotek. 2000
Engelsk______________________________________________________________________________English
he line vibrates in the wind, and the kite pulls you along. If everyone holds on tight, no one will fly away. The violent forces of wind and kite are followed by joy and concentration. A thick line and children’s gloves on each child’s hand ensure that the kite flyers do not get burns on their palms when the kite pulls upwards.
We are out in the fresh wind in the middle of Gellerup. Passing children come and join in the flying. Adults contribute with comments and good advice.
The camera dangles under the kite and records automatically every five seconds. I have no idea what is happening up there. It happens by chance. It is almost always beautiful.
We seek out the airfields among plowed soil, stable gravel, stacks of collection wells, red twisted empty pipes, supply roads, storage areas, storage containers, construction fences, and the football club ACFC’s expansive and hyper-green artificial turf pitch, which almost always sneaks into the aerial shots as a visual anchor in the heart of Gellerup Park.
“In all photographs, we find the same action. The cutting off of a piece of time and space; the storage of it while the rest of the world continues to change (…)” wrote Christian Mertz.
One gets the impression that the aerial photographs improve with time. There is an inherent drama in images taken in the same place at intervals of several years. Every single pixel contains traces. After the flight, recognizable parts of the neighborhood are brought home. The photography involves a kind of insistent response to all the activities down on the ground. Click, click, click!
For a while, we can find places to fly. The construction processes will end one day, but something is captured in a moment. For example, there is a wealth of digital recordings and large-format prints. The recordings are shown at the edge of Karen Blixen Boulevard, at events and at projects in the Sports and Culture Campus. The district is undergoing rapid change, and we are therefore seeing pressure on both collective memory and democratic processes.
It is my belief that traces and recognition, for example, are factors that can support orientation and the experience of room for maneuver for residents and others who are close to life in Gellerup Park. Aerial photographs, taken while remnants of the old remain and excavations for the new are underway, offer both a sense of anchoring and perhaps a vantage point amid the city’s transformation.
Along the way, we have captured a bit of the sky above the blocks and at the same time saved a collection of images from the district…
Lars Henningsen, Sigrid’s Room. Initiator of We Fly Like the Wind Blows
Link: www.visualremarks.dk > By som billed
Project support: Gellerup Cultural Funds
Quote: Christian Mertz is quoted from Lars Kiel Bertelsen’s book: Lars Kiel Bertelsen Fotografiets grå mytologi. Stories on the edge of a medium. Politisk Revy/Rævens Sorte Bibliotek. 2000