Sigrids Stue – samarbejdsbaseret kunstplatform i Gellerup, Aarhus DK

Lige nu i Sigrids Stue – april 2024:

Vi er igen tilbage i Sigrids UdeStue. Efter et par måneders arbejdsophold og en præsentationsperiode i Gellerup Art Factory går vi nu i gang med både nye samt igangværende projekter i og omkring UdeStuen.

Vi har længe haft interesse for og arbejdet med de sociale, sanselige, æstetiske, kulturelle og bæredygtige værdier omkring planter og lokal havebrug i et byområde. Det har manifesteret sig bl.a. i arbejdet omkring gen-etableringen af de nedlægningsramte nyttehaver ved Dortesvej her i Gellerup.* Nye nyttehaver anlægges og tages i brug netop nu imellem blokkene på Jettesvej. Dette arbejde er sket i et længerevarende og givtigt samarbejde med både den lokale haveforening Grønærten og Brabrand Boligforening.

I forlængelse af dette arbejder vi på at re-designe, forme og etablere en nyttehave i 1:1 som en tre-dimensionel rumlig tilføjelse – også til UdeStuen.  Mere on dette projekt kommer snart 🙂

 

Vi holder åbent i UdeStuen onsdage og torsdage kl. 15 – ca. 18.
Her er alle velkomne til at komme forbi – se og høre om vore aktuelle projekter.
Hver torsdag kl. ca. 16 ruller vi Kaffevognen ud og serverer arabisk kaffe. Donationer for kaffen modtages med glæde og sendes videre til hjælp i GAZA.
I UdeStuen er der også mulighed for at gennemse og/eller få fat vore publikationer fra Neighbourhood Remarks publikationsserie.

I vores residence-lejlighed på Jettesvej har vi pt. den britiske kunstner/arkitekt Marha Summers boende. Hun udstiller på udstillingsstedet rum46 i Aarhus C indtil midt i maj.
I slutningen af april ankommer gruppen Journal-Motors på et kort research besøg. Dette besøg er også en del af vores artist-in-residence samarbejde med rum46.

 

 

 

REGISTRERINGER
præsentation

Tid:
D. 29. februar – 14. marts 2024   tirsdag, onsdag, torsdag kl. 15 – 17
Sted: Gellerup Art Factory, Karen Blixens Boulevard 23, Gellerup, 8220 Brabrand

 

Sigrids Stue inviterer indenfor til en præsentation af et helt års sanselige registreringer fra Dortesvej. Projekterne er udarbejdet med interesse for Gellerups byrum og for nyttehaverne som identitetsmarkør for området og dets beboere.

Det er igang lige nu.
Blokkene på Dortesvej rives ned og nyttehaverne forsvinder.
Alt imens tages de første spadestik til nye nyttehaver på Jettesvej.

I rummet præsenteres du for registreringer af det der er ved at forsvinde, det der er og for de fremtidige planer for nyttehaverne i Gellerups byrum.

Registreringerne forholder sig til værdien af stedet, arkitekturen, jorden, planterne og nyttehavernes sociale strukturer som erindringsmateriale. Arbejdet er udført af og med respekt for det levede liv, områdets historie og identitet.

REGISTRERINGER er udarbejdet af Sigrids Stues team i kunstneriske samarbejder samt af Byvandrer Pernille Helberg Stentoft.

Lyd, foto og tekster fra nyttehaverne på Dortesvej er indsamlet og installeret af Pernille Helberg Stentoft. Sammen med det London-baserede kollektiv Mother Tongues, arkæolog Mathias Svane Hansen, arkitekt Jennie Schneider og Pernille Helberg Stentoft er projektet MEMORY MATTER skabt med arkæologiske udgravninger, registreringer, tegninger, fotografi og tryk.

Modeller for nye nyttehaver på Jettesvej er udarbejdet af Sigrids Stues team i dialog og samarbejde med haveforeningen Grønærten og Brabrand boligforening.

Sigrids Stues team står desuden bag Om en tørv og et spadestik, Have Værdi samt publikationsserien Neighbourhood Remarks: Flora Gellerup og den helt nye udgivelse Memory of a Staircase.


Projektet vises frem som en del af Sigrids Stues visnings- og arbejdsophold i Gellerup Art Factory – dec. 2023 – 15. marts 2024. 
Her har vi bl.a. arbejdet på projekterne: – Dortesvej_registreringer: præsentationer, Neighbourhood Remarks publikation: en sanselig registrering,  HaveVærdi og NYTTEHAVERNE: præsentationer, modelarbejde m.m. *


Om NYTTEHAVE’erne
HaveVærdi – vores flerårigt projekt omkring de nedlægningstruede nyttehaver på Dortesvej: offentlige havevandringer, høringssvar/politiske indsigelser, publikation, frøindsamling, tegning og modelarbejder i forbindelse med genplacering af nyttehaver.
I november 2023: det nye sted for genplacering af nyttehaverne er nu udpeget til at blive mellem blokkene på Jettesvej. Størrelser og placering er afprøvet i 1.1 . Tegninger er rettet til i samarbejde med haveforenigen Grønærten, beboere og Brabrand Boligforening. Brabrand Boligforening har sendt projektet i udbud.
Februar 2024 – de nye nyttehaver etableres. Buus anlægsgartner arbejder nu på opgaven og vi forventer at alle de beboere fra Gellerupparken, som havde nyttehave ved Dortesvej kan tage de nye nyttehaver i brug i slutningen af marts måned. 

**

Re:claim – internationalt netværk

Re:claim er et nyt internationalt tværfagligt netværk under etablering. Vi samles for at diskutere og dele viden og perspektiver på temaer omkring ejerskab og adgang til det offentlige rum. Netværket blev etablereret i begyndelse af 2023. Netværket består pt af bla. Critical Concrete, Citizens Architects, Counterspace, Le Seppie, Cultures beyond culture, Sigrids Stue

 

Se flere nyheder her 

 

Projekter i Sigrids Stue i perioden 2023-2024 er bl.a. støttet af:

Realdania

Gellerup Kulturmidler
Kunstrådet / Kulturudviklingspuljen

2019-2022